Træningspause?
Hvad sker der i kroppen når du holder træningspause sommeren over?
Solen skinner, fuglene synger og følelsen af forår får dig til at glemme alt om træningscentret, som du har knoklet i hele vinteren for at udvikle din kondition, kropssammensætning og styrke.
Det er super godt at planlægge din træning udendørs i sommerhalvåret, hvor du kan tanke godt op med solens stråler, så du kan danne dine D-vitaminer. Udendørs bliver du også konfronteret med flere typer af underlag f.eks. i forhold til løb end du gør på et løbebånd i træningscentret, og du mærker den friske luft. Alt sammen noget som er med til at give dig nye træningsoplevelser og energi til langt ind i efteråret og vinteren.
Men hvad sker der hvis du ikke flytter din træningsindsats udendørs og blot undskylder dine manglende besøg i træningscentret med at du nu er aktiv i haven og får gået og cyklet en masse ture. Måske det varmere vejr også har fået dig til at cykle til og fra arbejde.
At være fysisk aktiv i hverdagen er vigtig, men for at vedligeholde eller måske ligefrem øge din form i forhold til vinterens indsats skal der mere til.
Stopper du din konditionstræning kan man bla. se følgende effekter indenfor en 2-4 ugers periode:
- VO2 maks: Falder med 4-10 %
- Blod volumen: Falder med 5-10 %
- Hvilepuls: Stiger med 5-10 %
- Slagvolumen: Falder med 6-12 %
- Bevægelighed falder
- Syregrænse falder
- Sukkerlager i musklerne: Falder 20-30%
Stopper du din styrketræning vil du kunne se følgende nedgang:
- Efter 3-5 dage begynder bevægeligheden at falde
- Efter 10 dage begynder kroppens stofskifte at falde og efter ca. 13 dage falder muskel tonus
- Efter 14-16 dage ses yderligere tab af muskelmasse, styrke og stofskifte
- Efter 22-25 dage kan måles 10-15% tab af muskelmasse og en øget fedtmasse
- Efter 27-29 dage kan muskelstyrken være faldet med op til 30%
Ovenstående tal er generelle og vil selvfølgelig variere fra person til person.
Generelt kan man sige at din formkurve tager lige så lang tid om at genopbygges, som den har holdt pause.
Mange, der træner konditionstræning indendørs om vinteren, er dog gode til at komme ud og fortsætte deres træning under åben himmel med løb eller mountainbike eller på racercykel. Jeg ser ofte, at det er styrkeniveauet, der er den store taber, når der holdes lange sommerpauser. Det er ofte kun de meget engagerede styrketræningsfans som trækker styrketræningen udenfor på terrassen eller i naturen. Et par enkelte armstrækninger og mavebøjninger på stuegulvet kan altså ikke holde styrken oppe.
Hører du til dem, der lægger f.eks. styrketræning, spinning- eller steptimer på hylden og ikke erstatter dem med tilsvarende udendørs aktiviteter, kan du komme til at opleve, at det føles som om, du skal starte helt forfra, når du igen til efteråret træder ind i træningscentret igen. Men hvorfor ikke som minimum holde formen ved lige sommeren over?
Heldigvis kan du vedligeholde din kondition og styrke nogenlunde ved at nedsætte antal af besøg til træningscentret, men sørge for at arbejde ved høj intensitet, når du så er der. 1 til 2 dages kort men hård træning, kan således bringe dig gennem sommeren uden, at du taber alt for meget af den form, du oparbejdede vinteren over. Dvs. at du kan gå næste sæson i møde og have et udgangspunkt, der er højere end sidste år og dermed komme i endnu bedre form.
Ville det ikke være lidt trist at knokle hver vinter og så starte det samme sted hvert efterår?
Så hold fast i din træning året rundt. I Vejen Idrætscenter bestræber vi os for at gøre din sommertræning så sjov som overhovedet muligt. Vi trækker også træningen udendørs, når vejrguderne smiler til os. Hold kontakten til dine træningskammerater og gå næste sæson i møde i endnu bedre form.
Vi ses til din sommertræning i Vejen Idrætscenter i en forhåbentlig lang og lækker sommer. Din bonus er at du også sidst på sommeren ser frisk og trænet ud.
- Tina Nielsen
- Vejen Idrætscenter
- Kost, træning og livsstilsvejledning











Ingen kommentarer endnu